Hvorfor politik?

Det er aller første minde jeg har fra politik, er at jeg slet ikke kunne lide politik. Vi skal helt tilbage til 2001, hvor der var folketingsvalg. Helt utraditionelt var fjernsynet tændt imens vi spiste aftensmad. Årsagen var den, at afslutningen på valgkampen nærmede sig, og mine forældre havde endnu ikke besluttet sig for, hvem de gerne ville stemme på. 

Jeg kan tydeligt huske, at jeg synes det var dybt uretfærdigt, at jeg skulle tvinges til at se afslutningsdebatten i fjernsynet. Hvorfor skulle jeg dog det? Jeg var ikke 18 år gammel og kunne stemme, så hvorfor i alverden skulle jeg bruge min tid på det? Resultatet blev det, at jeg fik set afslutningsdebatten, men også at i mange år ikke kunne lide politik – for det var vist noget med tvang. 

Egentlig så var der vel næppe megen tvivl i min familie eller blandt mine lærere i folkeskolen. Jeg var politisk interesseret. Det strålede simpelthen ud af mig. Specielt når jeg følte, at noget var uretfærdigt, og vi ikke hjalp dem, som egentlig havde behov, så var jeg klar til at tage debatten for at få det ændret. På samme måde galt det, når vi i vores samfund hæmmer dem, som gerne vil klare sig selv. Så ophører logikken og forståelsen for mig, og jeg tager kampen for at få det ændret. 

Derfor var der heller ingen tvivl om, at jeg var konservativ.

Mit syn på politik har dog heldigvis forandret sig siden den gang i 2001. I dag er jeg stolt af, at arbejder med politik. Jeg er stolt af at sidde i byrådet, for det giver mig muligheden for at være med til at ændre byen. Og hvilken retning er det så? Ja – mit syn på verden, og dermed også byen, har ikke ændret sig meget siden 2001. Jeg kæmper stadig for, at trække byen i en retning, hvor vi først og fremmest tager os af de svageste og mest udsatte borgere, men også en by hvor vi samtidig giver plads til dem, som kan selv. Det er den tilgang og politik, som jeg har tager med ind i Byrådet og Ældre- og Handicapudvalget, og med det håber jeg at skabe en bedre by.